Om mig

Jeg hedder Gerd Munch-Christiansen og bor i Odense, hvor jeg også har min praksis.

Jeg er uddannet familieterapeut med speciale i systemisk og narrativ tilgang, og jeg arbejder som selvstændig gennem FamilieFokus, som er en del af GMC Consulting ApS.

Min oprindelige baggrund er som erhvervsjurist, og jeg arbejder sideløbende stadig med juridisk rådgivning og konsulentopgaver. Det kan umiddelbart ligne to meget forskellige faglige veje – men for mig hænger de tæt sammen. Jeg trækker på metoder, menneskesyn og erfaringer fra begge verdener. Det styrker min evne til at skabe kontakt, forstå kompleksitet og støtte mennesker i forandring – med både struktur og nærvær.

Jeg er desuden konsulent og underleverandør for Familieliv Fyn - Socialrådgivning og familiebehandling, hvor jeg indgår i opgaver og indsatser omkring familier, børn og unge. Jeg møder mennesker med ro, nysgerrighed og respekt – både i samtalerummet og når jeg bliver inviteret ind i et hjem. Jeg ved, at det kræver mod at åbne døren til sit liv, og jeg ser det som et privilegium, hver gang jeg bliver lukket ind.

Min tilgang er båret af oprigtig interesse og et blik for, at både mennesker og situationer altid giver mening – også når noget ser kaotisk, vredt eller håbløst ud på overfladen. Jeg tror på, at adfærd er et udtryk for noget bagvedliggende, og at netop dét er det, vi skal være nysgerrige på.

Det vigtigste i mit arbejde er ikke metoden i sig selv, men måden jeg er med mennesker på: nærværende, ægte og ufordømmende. Det er her, kontakten skabes – og det er her, forandring begynder.

.